Umiddelbart stod den norske detailkoncern Dagrofa over for en ret svær opgave, da de valgte at lukke Superbest og Eurospar og skabe en ny kæde på det danske marked med navnet Meny.
Meny skulle ikke blot løsrive sig fra Superbests image, der fik så mange knubs under kødskandalen i 2009, men samtidig slå igennem i en benhård branche, hvor discountbutikkerne år efter år erobrer markedsandele fra traditionelle supermarkeder.
Analysevirksomheden YouGov har nu via sit BrandIndex set nærmere på, hvordan danskerne vurderer Meny i forhold til tre andre landsdækkende supermarkeder, Kvickly, Føtex og SuperBrugsen godt tre måneder efter Meny blev en landsdækkende kæde.
Og det er langt hen ad vejen godt nyt for kæden.
Pæn modtagelse
Meny får godt nok generelt en lavere image-score end Kvickly, Føtex og SuperBrugsen, men kæden har forbedret sit netscore med 4 point fra 1. juni til 20. september 2015, hvor de ender med en netscore på 14,1.
Til sammenligning er Kvicklys netscore 19,3, Føtex’ 25,9 og SuperBrugsens 20,6 d. 20. september 2015.
Derudover ser det ud til, at det er lykkedes Meny at rive sig løs fra Superbests mørke skygge. Superbest lå i gennemsnit på en image-score på 9,1% i 2014, altså 5 point lavere end Menys netscore d. 20. september i år.
Irma svære at slå
Menu har bl.a. slået sig op på madkvalitet og vidende ”mad-arbejdere”, så når man ser på markedet øst for Storebælt, står Menu overfor en hård konkurrent, Irma.
Irma bliver da også vurderet højt på alle image parametre.
Særligt når østdanskerne skal vurdere, hvilke kæder der leverer god kvalitet, har Irma en stærk position med en netscore på 57,0 point d. 20. september 2015, og det er netop den position Meny ønsker at tage.
Derfor lyder konklusionen fra YouGov da også således: ”Overordnet set er Meny kommet godt fra start, og de er inde i en positiv udvikling. De er dog særligt i Østdanmark langt fra den ønskede position, som supermarkedet, der står for den høje kvalitet”.