Så er den gal igen. Endnu et af de danske teleselskaber har forbrudt sig mod markedsføringsloven.
Denne gang er det Danmarks største teleselskab, TDC, som har været lidt for uklar i mælet omkring priser på mobiltelefoni, og det koster selskabet 100.000 kroner i bøde.
Dermed følger TDC i blandt andre konkurrenterne Telia og Telenors fodspor, da disse så sent som i efteråret 2010 blev idømt bøder på henholdsvis 150.000 og 200.000 kroner for vildledende markedsføring.
Alene i 2009 meldte Forbrugerombudsmanden otte tele- og bredbåndsselskaber til politiet for at have overtrådt markedsføringsloven.
– Der har været rigtigt mange sager i denne branche, fastslår Katrine de Neergaard, chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden
Hun mener dog ikke, at der er noget, der tyder på, at teleselskaber bevidst spekulerer i at omgå markedsføringsloven.
– Det er et område med stort fokus fra kunder og medier. Samtidig er der en ekstrem priskonkurrence, som gør, at selskaberne går lige til grænsen. Og nogle gange over, siger hun.
Uheldig pop-up smutter
I den aktuelle sag får TDC en bøde, fordi selskabet ikke ligefrem ruttede med oplysninger om den samlede pris ved køb af mobiltelefoner på selskabets hjemmeside.
I perioden fra august 2009 til marts 2010 kunne kunden således ikke i ét skærmbillede se den samlede mindstepris. Den samlede udgift for telefonen fremgik kun af et pop-up vindue.
Det er ikke i overensstemmelse med Markedsføringsloven, så Forbrugerombudsmanden politianmeldte i august TDC for overtrædelse af markedsføringslovens § 13 om prisoplysninger.
Forbrugerombudsmand Henrik Øe er tilfreds med, at TDC betaler bøden.
– Forbrugeren skal hurtigt kunne danne sig et overblik over, hvad et køb af eksempelvis en mobiltelefon med et abonnement reelt vil koste. Selskaber, der sælger produkter med en kompliceret prisstruktur, har et særligt ansvar for at give klare og gennemskuelige prisoplysninger, udtaler Henrik Øe.
Mindsteprisen er alle de samlede omkostninger, forbrugeren som minimum skal betale i kontraktperioden for at få telefonen, inklusiv alle faste omkostninger, såsom den samlede abonnementsudgift i bindingsperioden og oprettelsesomkostningerne.
TDC-direktør: Tager det meget alvorligt
Bøden er fastsat med udgangspunkt i den fortjeneste, som TDC har haft i forbindelse med den ulovlige markedsføring og markedsføringsomkostninger. Katrine de Neergaard oplyser, at bødens størrelse er fastsat på baggrund af TDC’s egne oplysninger.
Bøden ærgrer koncerndirektør for TDC Privat, Jesper Theill Eriksen, og han tager kritikken fra Forbrugerombudsmanden meget alvorligt.
– Selvfølgelig skal vi ligesom alle andre tydeligt gøre opmærksom på den samlede pris for et produkt. Vi rettede naturligvis også fejlen, da vi blev gjort opmærksom på den. Jeg er rigtig ærgerlig over, at vi lavede den fejl på hjemmesiden, og at det var Forbrugerombudsmanden, der måtte gøre os opmærksomme på det. Det var en fejl, vi selv skulle have set og rettet med det samme, udtaler Jesper Theill Eriksen i en pressemeddelelse.