Michael Gundlach – manden der i 2009 lancerede reklameblokkeren AdBlock – har søsat et ny projekt: En reklamekampagne, som skal sætte en stopper for reklamer.
Gundlach, som i øvrigt tidligere har arbejdet for Google, har således lagt en video på nettet for at skaffe penge til at ”bring AdBlock to the world”. Det skriver adage.com.
Indtil videre har han skaffet sig over 57.000 dollar, svarende til knap 325.000 danske kroner – målet var oprindelig 25.000 dollar – og pengene skal bruges til at køre traditionelle online-reklamer – og en billboard-reklame på Times Square i New York.
Angiveligt ved 7 ud af 10 ikke, at ”der findes et reklamefrit internet”, og det er altså det Michael Gundlach nu vil lave om på.
AdBlock bruges i dag af 80 millioner mennesker verden over og downloades ifølge Gundlach selv over 100.000 gange om dagen. Efter at kampagnen er startet, oplyser han til adage.com, at antallet af downloads er steget med 20 procent.
Og den driftige unge herre har flere planer i støbeskeen: en helsidesannonce i New York Times og sågar Super Bowl. For at køre en Super Bowl-reklame skal Gundlach dog hoste op med fire millioner dollar, svarende til godt 22,5 million kroner, så der er endnu et stykke vej, før reklame-blokkeren kan reklamere for sig selv ved en af verdens største reklamebegivenheder.
En helsides i New York Times kan til gengæld måske være inden for rækkevidde, og adage.com har forhørt sig hos avisen, om hvorvidt man vil være villig til at bringe en sådan annonce. Svaret er ja, hvis annoncen i øvrigt opfylder avisens generelle krav til ”advertising acceptability standards”.
Se filmen, der fortæller om kampagnen, her.