”Tal om din økonomi, før prisen bliver for høj” – sådan lyder titlen på en ny kampagne-satsning fra Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden.

Kampagnen er signeret bureauet The Unicorn, og der lægges ud i dag med en 10 minutters kortfilm om en gruppe unge venner med fart på livet, fester og venskaber. Men noget er ikke helt, som det burde være, viser det sig.

– Unge, der ikke har styr på pengene, oplever oftere end andre mistrivsel i form af søvnløse nætter, konflikter med de nærmeste, stress og isolation. Vores undersøgelser viser, at hver niende ung har svært ved at få enderne til at hænge sammen, siger Frederik Giese, der er projektchef hos Forbrugerrådet Tænk, og tilføjer:

– Derfor er vi også meget glade for, at vi med denne kampagne nu får formidlet en masse af den viden og indsigter, vi har indsamlet gennem de seneste år. 

Netværket er vigtigt

Gennem de seneste fire år har Forbrugerrådet Tænk således i samarbejde med TrygFonden arbejdet på netop at skaffe viden og sætte en samfundsdagsorden om unge og økonomisk mistrivsel i Danmark.

Det er sket som led i partnerskabet ”Plus på kontoen”, der har til formål at forebygge gældsproblemer blandt 18-30-årige danskere. 

Og det ser ud som, der er god grund til at sætte ind over for målgruppen, forklarer Britt Wendelboe, der er programchef i TrygFonden.

– Vores foreløbige analyser peger på, at det sociale netværk spiller en stor rolle, når pengene ikke slår til, og derfor skal vi bryde tabuet og turde tale med hinanden om økonomiske problemer, siger hun og tilføjer:

– Vi håber, at denne kampagne vil gøre det nemmere for unge mennesker at sige fra over for forbrug, de ikke har råd til og dermed forebygge, at flere unge får ondt i økonomien. 

Penge forgår. Venskaber består

Hos The Unicorn, der har arbejdet sammen med Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden om at skabe kampagnen, valgte man en tilgang, der sigtede bredere end individet:

– Vi bød ind en med en strategi, der ikke kun handler om den enkelte unge, men om hele vennegruppen. Vi kender jo sikkert alle situationen på en café, og en i selskabet siger: “Vi deler da bare regningen”. Men måske var der netop en grund til, at én af vennerne bestilte den billigste ret og en enkelt øl, siger Mette Hørdum fra The Unicorn og tilføjer:

– Så vi skal ikke bare have unge til at tale om deres egen økonomi, men i lige så høj grad have vennerne til at tænke over, at alle skal kunne være med.

Peter Metcalfe fra The Unicorn peger på, at netop økonomi ofte kaldes et af de sidste tabuer i Danmark:

– Og ligesom så mange andre tabuer, er det første skridt at tale om det. Det gælder alkohol, ligestilling og psykiske lidelser. Vi skal turde tage bladet for munden. Ellers bliver problemet kun værre. Derfor lå kampagnens afmelding også lige for: Tal om din økonomi, før prisen bliver for høj, siger han og tilføjer:

– Det er komplekst og umiddelbart virker det som et meget tørt emne. Men under overfladen gemmer sig en masse dramatiske historier, der er hverdag for rigtig mange unge. Og dét blev kernen i kampagnen. 

Prisbelønnet filmfortæller

Til at fortælle historien valgte The Unicorn at tage fat i instruktøren Daniel Kragh-Jacobsen fra New Land, som tidligere i høj grad har bevist, at han kan formidle de svære følelser.

Han vandt i 2016 talentprisen ved True Award og siden en fornem guldløve i Cannes for kortfilmen Familienfor Ford.

– Da jeg forstod, at det ikke handler om at kigge konkret på bankbogen, men ind i de unges hverdag, og hvordan rod i økonomien skaber problemer og udfordringer for så mange, var det klart, at der her var et problem, jeg gerne ville gøre opmærksom på, siger Daniel Kragh-Jacobsen og uddyber: 

– I processen omkring filmen har vi mødt så utroligt mange, som kan identificere sig med flere af karaktererne i vores fortælling, og jeg håber meget, at filmen kommer til at ramme unge og få dem til at tale med deres venner om økonomi og forbrug. 

– Filmen forsøger nemlig ikke at sige til unge mennesker, at de skal få styr på deres økonomi, men meget mere, at de skal lære at tale om det med hinanden. 

Historier, der er folks tid værd

Hos The Unicorn peger Thomas Pries på, at bureauet blev skabt på en stærk tro på kreative løsninger, der er folks tid værd:

– Og det er jo i høj grad et spørgsmål om kvalitet. Det kan gøres på 30 sekunder, men når kvaliteten er der, kan det også gøres længere. Uanset om der er et logo i slutningen eller ej, siger han og tilføjer:

– Sammen med New Land har vi forsøgt at skabe en film af en kvalitet, der kan bære, at vi kommer i dybden og får vakt følelserne.

Samme Thomas Pries er i øvrigt heller ikke uvant med hverken priser eller det lange format: 

Han stod sammen med bureauet Very og produktionsselskabet Shoot Happens bag kortfilmen “Generationer” for Volkswagen, der i 2018 har høstet stor anerkendelse internationalt.

Filmen har bl.a. vundet priser ved Cannes Lions, One Show og New York Festival – og er i øvrigt netop nu shortlistet ved Rambukken 2018

Kampagnen er skabt i tæt samarbejde med designbureauet AM, der har lavet den grafiske identitet og New Land, der har produceret kortfilm og trailer. 

Se filmen ”Venskabet” her – credits under filmen.

Credits

Kunde: Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden
Bureau: The Unicorn
Produktionsselskab: New Land
Instruktør: Daniel Kragh-Jacobsen
Kreativ: Thomas Pries
Kreativ: Peter Metcalfe
Client Service: Mette Hørdum
Producer: Benjamin Muasya
Executive producer: Thor Brammer Jacobsen
Fotograf: Nicolai Lok
Production Design: Maj Nygaard Katzenelson
Klipper: Emil Gundersen
Komponist: Johan Carøe
Sound design & mix: Jonas Kirkegaard
Casting: Amanda-lie Rasmussen

Cast

Sebastian: Rex Leonard
Filip: Kasper Stensbirk
Simon: Lasse Fogelstrøm
Albert: Andreas Dissing
Casper: Frederik Mansøe