Radio 24syv – det bliver navnet på den nye FM4-kanal, hvis ellers de to bud-partnere, PeopleGroup og Berlingske ender med at vinde udbuddet. Og det taler meget for, da parterne er de eneste ansøgere.
Det fremgår af en pressemeddelelse, parterne har udsendt i dag, hvori man også fortæller, at der er blevet indleveret en 280 sider lang ansøgning til Radio- og tv-nævnet.
Ifølge makkerparret er målet at skabe en moderne, dynamisk og mangfoldig public service station, der redefinerer oplevelsen af taleradio.
– Den nye kanal skal balancere mellem det brede og det dybe, det populære og det mere nicheprægede. Der skal hverken udvikles et nyt P1 eller P4, men skabes noget helt nyt. Sådan lyder intentionerne i det udbud, som medieforligspartierne har bedt den kommercielle branche om at byde på. Vores plan for den nye kanal lægger på den ene side op til en kanal, man aldrig har hørt før, og på den anden side en kanal, som mange danskere – når først, den er der – vil betragte som en uundværlig del af deres daglige medieforbrug, siger Lisbeth Knudsen, bestyrelsesformand for det nye radioselskab, Berlingske People, som står bag ansøgningen.
Ned til mindste detalje indeholder ansøgningen forslag til de enkelte programmers indhold, den journalistiske tilgang og bud på værter.
– Nyheder, vil være Radio 24syvs omdrejningspunkt og livsnerve, men i nær kombination med kanalens mange aktualitets-, debat- og kulturprogrammer båret af markante værter. ”Involvering”, er, sammen med ”engagement” den kommende kanals kerneværdier. Radio 24syv er ligeledes en fleksibelt formateret kanal, hvilket betyder, at alle flader nemt skal kunne ryddes og tænkes ind i et samlet nyhedsflow ved akut opståede lejligheder – eller ved afvikling af faste temadage, hedder det blandt andet i meddelelsen.
Og videre: – Radio 24syv lægger desuden op til at levere fordomsfri debat ledet af skarpe og karismatiske værter i flere debatprogrammer f.eks. om teknologi, etik og det såkaldte gode liv. Kanalens programmer kommer til at tale både til hjernen og hjertet og vil levere overraskende radio inden for kunst og kultur, teknologi, etik, miljøspørgsmål, sport og grænsesøgende satire.
Berlingske Peoples kanal får en lang række underleverandører rundt omkring i landet, hvor af langt fra alle dog er på plads – men med i ansøgningen er bl.a. Syddanske Medier, Midtjyske Medier og Lolland-Falsters Folketidende. Science centeret, Experimentarium i København er også blandt de underleverandørerne til Radio 24syv.
Afgørelsen falder efter planen den 8. april. Og som det ser ud lige nu er Berlingske People eneste byder i udbudsrunden.