Så er det slut med noget af det mest populære kommunikation på tv-skærmene. Det handler stadig om at være tryg i TrygVestas reklamer, men fremover vil vi se mennesker i reklamerne frem for symboluniverset med kyllinger, ræve, kanariefugle og pindsvin.
Nordisk marketingdirektør Torben Vejen fortæller til Markedsføring, at den nye kommunikation er det synlige resultat af en stor intern brandingproces, der har været drevet af interne værdier.
– Vi holder fast i det menneskelige og emotionelle fra de gamle film, men tilfører mere handlekraft og nytænkning, som er vores nye værdier. Det handler stadig om at være tryg, og modsat konkurrenterne fortæller vi ikke om specifikke produkter, men om følelser, fortæller Torben Vejen. Den nye kommunikationsplatform har premiere i både Danmark og Norge tirsdag den 6. juni. Kampagnen er udviklet i samarbejde med reklamebureauet & CO og vil være massivt på både tv og på internettet.
Alt i alt forventer Torben Vejen, at TrygVesta vil forøge årets markedsføringsbudget med 10-15 % i forhold til året før. MSOL