Danske reklamebureauer skal ikke bare få brillante idéer. De skal kunne eksekvere dem på hele mediepaletten, og samtidig styre processerne top effektivt. Det mener Mie Krog, tidligere marketingdirektør i Jysk Nordic og nu kontaktdirektør i Danmarks næststørste reklamebureau, Recommended.
Mie Krog kommer fra en stilling som marketingdirektør hos Jysk Nordic. Hos Recommended skal hun som kontaktdirektør stå for at udvikle forretningen.
– Det har været fantastisk at arbejde i dybden med et brand hos Jysk. Nu glæder jeg mig til at beskæftige mig med flere forskelligartede problemstillinger og for første gang at sidde på den anden side af bordet, fortæller Mie Krog, der før Jysk blandt andet har været marketingchef i Bilka, senior director for Global Branding i Lego og produktchef i KiMs.
Hos Recommended er ansættelsen af Mie Krog en del af ambitionerne om vækst, synlighed og styrke. Det århusianske bureau har oplevet vækst de senere år, og har i modsætning til mange andre reklamebureauer ikke måttet afskedige medarbejdere på grund af krisen.
– Vi vil gerne fortsætte den positive udvikling og prøver at tænke nyt, blandt andet ved at ansætte en kapacitet fra kundesiden. Vi kender Mie Krog godt fra hendes tid hos Bilka, og hun bliver et væsentligt aktiv. Dels fordi vi får en stærk kommercielt indstillet personlighed med om bord. og dels fordi vi med Mie også får en kvinde med i ledelsen, fastslår adm. dir. Jørgen Blauert fra Recommended.
Og så er hun ”fra den anden side af bordet”?
– Det har du ret i. Hun kender de faldgruber, bureauerne risikerer at falde i, og så er hun kommercielt indstillet. Det er guld værd i nedgangstider, hvor reklame ganske enkelt bare skal virke, tilføjer Jørgen Blauert.
Mie Krog bliver som kontaktdirektør ansvarlig for de overordnede linjer i Recommendeds kundekontakt. I forbindelse med ansættelsen samles Recommendeds knap 20 kontaktmedarbejdere i en fælles sektion.
Mie Krog har ikke bare ambitioner for Recommended. Hele branchen skal hanke op i sig selv for at klare de skærpede krav fra kunderne, mener Mie Krog:
– De største udfordringer fra kundesiden er kravet om større sammenhængskraft. Det, man som bureau foreslår, skal kunne eksekveres på hele mediepaletten. Her betyder netværkstankegangen meget, man skal være villig til at trække kompetencer ind og blive facilitator på sammenhængskraften i projekterne, siger hun.
Samtidig bliver kunderne stadig mere pressede på budgetterne, så der skal også præsteres på effektiviteten.
– Det er ikke nok med den brillante idé, den skal også styres effektivt. Hos bureauerne kræver det, blækstrutter med enorm koordinationskraft, systematik og projektstyring, pointerer hun.
– Krisen stiller højere krav om værdi for pengene. Marketing skal stå til regnskab for rent faktisk at flytte forretningen. Det giver spændende udfordringer for reklamebranchen, der for at sikre effekt skal have forståelse for markedet, så den kreative idé virker i praksis, siger Mie Krog.