Peter Dalgas indtræder som partner i reklamebureauet Umwelt og bliver samtidig kreativ direktør med ansvar for udvikling af bureauets kreative afdeling.
– Vi har været på udkig efter en kreativ direktør i godt og vel et års tid. Peter er valgt, fordi han er ambitiøs, og fordi han har en profil, som vi vil betegne som en næste generations kreative med alt, hvad det indebærer af nysgerrighed og viden om nye digitale muligheder i massekommunikation. Samtidig er vi overbeviste om, han bliver en meget dygtig og vellidt chef for vores medarbejdere, siger administrerende direktør Steen Søndergaard.
Peter Dalgas kommer fra Co+Høgh og har blandt andet løst opgaver for teleselskabet 3, Nutella, Rynkeby, Wupti og Aquad’or.
Umwelts direktion består nu af Steen Søndergaard, Martin Michael Hansen, Mikkel Heideby og Peter Dalgas.
Det københavnske bureau har desuden valgt at lukke Uma, der var en tværgående idé-enhed mellem Umwelt og Magnetix.
– Vi lancerede Uma i september 2008, men må bare erkende, at markedet for den type rådgivning er forsvundet hurtigere, end nogen havde drømt om, og det har vi derfor måttet tage konsekvensen af, siger Steen Søndergaard.