Kreativ direktør Ole Rydal overtager til sommer den kreative ledelse på OgilvyOne, når Lars Gardan fratræder sin stilling som kreativ direktør. Reelt er Ole Rydal fungerende kreativ chef fra dags dato, men “generationsskiftet” er lagt til rette som en glidende overgang.

– Lars har haft en afgørende betydning for OgilvyOnes evne til at levere markante kreative løsninger gennem mere end 17 år. Men nu ønsker jeg at skærpe bureauets profil, siger Lise Fink Vadsholt, CEO for OgilvyOne.

OgilvyOne sætter nu en søgeproces i gang, der skal finde markedets bedste kreative digitale kompetencer. Ikke til at erstatte Ole Rydal, men til at supplere det i forevejen stærke team.

– Jeg er glad for, at Lars og jeg er blevet enige om en fratrædelsesaftale med så langt et varsel. Det gør det nemmere for Ole Rydal og mig at finde de helt rigtige personer, der sammen med bureauets eksisterende medarbejdere skal udgøre et stærkt kreativ team, siger Lise Fink Vadsholt.

OgilvyOne leverer digitale customer engagement koncepter og har gennem 2013 oplevet stor fremgang. Kundernes efterspørgsel efter mere klassiske direct marketing løsninger er faldende.

OgilvyOne har i dag 25 ansatte i Danmark og indgår i Ogilvy kæden.