To engagerede iværksættere i Aarhus, Mille Obel Høier og Carsten Borup, vil løfte kreativiteten.
Og med opbakning fra over 50 kreative virksomheder, projekter og institutioner søger de nu om at få anerkendt Den Kreative & Kulturelle Ungdomsuddannelse som en ny form for studentereksamen for de 16-24 årige.
Uddannelsen sigter på både at give eleverne en bred tilgang til det kreative, kulturelle og kunstneriske område, og samtidig styrke det alment dannende grundlag, så uddannelsen fungerer på lige fod med både studentereksamen og HF m.m.
– En af de store udfordringer, som de kreative uddannelser i Danmark har, er rekrutteringsgrundlaget. Vi mangler en ungdomsuddannelse, som på længere sigt vil styrke kvaliteten af de øvrige kreative og kulturelle uddannelser i DK, siger rektor Torben Nielsen fra Arkitektskolen i Aarhus, som mener at uddannelses initiativet skal støttes.
Samme holdning har prorektor Lars Poulsen fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole, som mener, at uddannelsens profil matcher Medie- og Journalisthøjskolens behov. Holdninger der bakkes op af Danske Erhverv, Kreativitet & Kommunikation og en lang række kreative og kulturelle virksomheder og institutioner.
– Vi ønsker at tilbyde en 3-4 årig uddannelse, der både hviler på en virkelighedsnær erhvervstankegang og træner elevernes almene færdigheder, viden og indsigter og i særlig grad forbereder eleverne på at videreuddanne sig indenfor de æstetiske og kreative fagområder, siger iværksætterne.
Kunst, kommunikation & design
Uddannelsens fire hovedlinjer vil være: Udøvende Kunst. Kommunikation & Formidling. Design & Formgivning. Kulturproducent.
Af indlysende grunde. Den kreative industri er nemlig et vækstområde og udbuddet af æstetiske-kulturelle videregående uddannelser har derfor haft en stor stigning de senere år.
Den Kreative & Kulturelle Ungdomsuddannelse vil her kunne udfylde mellemrummet og danne en kreativ fødekæde mellem folkeskolen og de videregående uddannelser.
Mona Juul direktør i envision mener:
– Man kan tænke sig, at en del af de unge fra Den Kreative & Kulturelle Ungdomsuddannelse kan gå direkte videre i trainee forløb med efterfølgende ansættelse som f.eks. art director, spiludvikler, designer eller tekstforfatter. Danmark har faktisk brug for at udvikle nye kreative talenter og der er klar opbakning til uddannelsen fra både kolleger i branchen og vore kunder.”
Initiativtagerne samarbejder med Aarhus Tech om udvikling af uddannelsen. Håbet er at uddannelsen kan få status af SU-berettiget forsøgsuddannelsen med start 2015 for de første 150 elever.
Du kan læse mere om uddannelsen på www.kreativuddannelse.dk og på Facebook.