Tilliden til topledelse og bestyrelse er knækket. Resultaterne udebliver i et omfang, der får kapitalfonde til at vejre morgenluft. Det rejser spørgsmålet om Vestas’ fremtidige ejerskab, skriver Børsen. Tålmodigheden med vindemøllegiganten Vestas ledelse er sluppet op. Nu vokser køen af investorer og eksperter, der kræver enten nye profiler i Vestas’ topledelse og i bestyrelsen, alternativt et nyt ejerskab, efter den dybt skuffende nedjustering i går – topchef Ditlev Engels tredje.
Forsinket indkøring af en ny generatorfabrik medfører et omsætningstab på over 4 mia. kr. og et fald i årets forventede driftsindtjening på 1,7 mia. kr. til knap 2 mia. kr. Adm. direktør Ditlev Engel og bestyrelsesformand Bent Erik Carlsen afviser den massive kritik.
Aktien er efter det seneste kursfald på 24,3 pct. i går nu så medtaget, at kapitalfonde står parat i kulissen i erkendelse af, at Vestas ikke har det rette ejerskab.