En EU-kartelbøde på mere end en halv milliard danske kroner kan kaste SAS ud i en ny ledelseskrise. Det vurderer flere kilder. Og hvis det bliver tilfældet, vil koncernen opleve et dacapo fra 2001, hvor to’eren i SAS og bestyrelsen måtte gå. Det skriver Børsen.
EU-Kommissionen udstak i går en kartelbøde på 525 mio. kr. til SAS for medvirken i en verdensomspændende kartelsag. Bøden kommer kun halvanden måned efter, at SAS måtte aflevere 180 mio. kr. til sin norske konkurrent, Norwegian, for industrispionage. Desuden florerer en gammel kartelbøde på næsten 300 mio. kr. fra 2001, hvor SAS af EU blev dømt for at dele nordiske ruter mellem sig og daværende Maersk Air.
– Begge gange er tingene foregået i SAS, og begge gange har SAS overtrådt EU’s konkurrenceregler. Sidste gang gik bestyrelsen, de bør principielt også gå denne gang, siger en kilde, der i flere år har været en del af luftfarten, med henvisning til de to EU-bøder.
Kilden siger, at uanset om ledelsen og bestyrelsen vidste, hvad der foregik, eller ej, så har de et problem.