Som første led i en satsning på at gøre Bonnier til en central medievirksomhed online lancerer mediekoncernen et sundhedssite, der satser på den positive side af det at leve sundt.
Man vil ikke lave en doktorportal á la Netdoktor og vil derfor ikke skrive om sygdom og helbredelse, men koncentrere sig om at give brugerne muligheder for at ændre deres liv i en positiv retning.
– Vores udgangspunkt er ikke de hvide kitler og sygdom, men løbesko og sund kost, siger Søren Hyldgaard, adm. dir. for sundhedsportalen avida.dk, der blev lanceret i Danmark den 22. januar. Den svenske version følger tre uger senere, mens Finland og Norge først er oppe at køre senere på året.
Ideen med avida.dk er at lave et site, der i langt højere grad end konkurrenterne tager udgangspunkt i at skabe en personlig og brugbar hjemmeside med tætte bånd til brugerne. Indholdet i portalen, der er skabt med udgangspunkt i det redaktionelle indhold fra bladene “I form“ og “Men’s Health“, er koncentreret om tre emner; motion, sundhed og vægttab. For hvert emne kan brugeren gratis få lagt et trænings-, kost- eller slankeprogram, som både kan bruges sammen og enkeltvis. Programmerne er lavet, så man hele tiden kan tilpasse det i forhold til en ændret adfærd eller kostvane. Har man fx ikke fået trænet regner den selv ud, hvor meget man skal træne næste gang og kan man ikke lide broccoli tager den også højde for det, når den foreslår opskriften.
– Målet er at skabe det bedste sundhedssite, der findes. Det kan man kun gøre ved at det er på internettes præmisser. Derfor vil sitet være mere interaktivt og dynamisk end det man kan opleve hos vores konkurrenter, siger Søren Hyldgaard, der også har store mål med hensyn til antallet af brugere. Målet lyder på 100.000 unikke brugere inden de første fem måneder og det er kun i Danmark, så kan man lægge Sverige, Norge og Finland oven i.
– Det lyder måske af meget, men det er ikke umuligt, når man tænker på at de to blade tilsammen har 80.000 i oplag alene i Danmark og næsten en halv million læsere.
BEDSTE På NETTET
Avida.dk er udviklet i datterselskabet og den selvstændige enhed Bonnier Web Publications A/S, der ligger i Danmark. Til udviklingen af projektet er der kommet en del midler fra Bonnier Venture. De penge er nu brugt og sitet kommer efter lanceringen til at ligge som et selvstændigt firma under Bonnier Publications.
Indtægter til at drive sitet skal komme fra salg af reklame. Søren Hyldgaard tror ikke, at hverken e-handel eller brugerbetaling kan drive trafikken endnu, men det kommer.
– Måske allerede inden for de næste par år. I begyndelsen skal vi have brugerne til at opdage sitet. Har man brugere, er der stadig en del penge at hente fra reklamer. Man skal huske på, at vi i modsætning til andre sites kommer til at kende vores brugere ret godt. Det gør det nemmere at tiltrække kunderne, siger han.
Der er sket meget med Bonniers netstrategi siden begyndelsen af efteråret, hvor man meldte ud, at satsningen ville være fire store portaler. Ifølge Søren Hyldgaard er der stor usikkerhed om, hvor og hvordan der skal satses, men han er sikker på, at livsstilssportalen ikke bliver den eneste satsning fra Bonnier Web Publications.
– Vi har et ry som det forlag, der er størst på direct mail og postordre. Det ry skal vi også have på nettet. Avida.dk hænger også godt sammen med det mål, for selvom alt på sitet bliver gratis, skal brugerne aflevere en del personlige oplysninger og så selvfølgelig deres e-mailadresse, siger han.