Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed har i dag præsenteret betænkningen om en ny markedsførings- og prismærkningslov. Især inden for områderne reklame til børn og unge, reglerne for skjult reklame og i forhold til den nuværende prismærkning, er der ændringer på vej.
– Der er mange grunde til, at vi nu får set grundigt på markedsføringsloven. Påvirkningerne fra verden omkring os vokser, og vi kan ikke bremse alt, hvad der kommer ind over landegrænserne. Men vi kan gøre vores til, at forbrugeren i Danmark sikres et højt informationsniveau, og at markedsføringen i Danmark holder en høj standard, udtaler Lars Barfoed.
Ministeren vil indføre præcise regler i markedsføringsloven for markedsføring rettet mod børn og unge. De nye regler skal sikre, at virksomhederne ikke må udnytte børn og unges usikkerhed, manglende erfaring eller naturlige godtroenhed. Barfoed vil samtidig gå et skridt videre end et flertal i udvalget foreslår ved at sætte ind over for brug af sex som virkemiddel i reklamer rettet mod børn og unge under 15 år. Det skal også være forbudt at opfordre til vold, brug af rusmidler eller farlig adfærd i reklamer rettet mod børn og unge.
– Børn er i forhold til andre forbrugere nemme at påvirke, og det er derfor særligt vigtigt, at vi i forhold til denne gruppe får nogle etiske retningslinjer for reklamerne. Jeg håber derfor, at virksomhederne også selv vil tage aktiv del i at sikre den danske befolkning en god markedsføringsskik, siger Lars Barfoed.
På prismærkningsområdet ser ministeren gerne, at der sker en sammenlægning af prismærkningsloven og markedsføringsloven. Formålet er at forenkle de eksisterende regler og derved skabe større overskuelighed for den enkelte forbruger.
Desuden vil minsteren indfør krav om, at reklame skal kunne identificeres.
– Mange forbrugere har svært ved at skelne mellem forbrugeroplysning og reklame og føler sig derfor ofte snydt. Nu skal der indføres krav om, at reklame skal kunne identificeres, så den enkelte forbruger klart kan skelne mellem, hvad som er reklame, og hvad som ikke er, siger Lars Barfoed.