Den 1. november overtager Christian Agger roret i en af de mere innovative marketingafdelinger i Danmark.
Som e-handels- og marketingdirektør i det det franske industrikonglomerat Saint-Gobain Distribution i Danmark får han således fremover bl.a. ansvaret for markedsføringen af VVS-grossisten Brødrene Dahl og byggemarkedskæden Optimera.
Det er kun knap to år siden, den nu 37-årige Christian Agger startede som e-handelschef i selskabet, men han er allerede noteret for betydelige resultater. Han står bl.a. bag Brødrene Dahls Big Data-arbejde, der i september i en pris ved årets Rambuk, hvor landets bedste media-arbejder hædres.
I foråret var Christian Agger også på scenen for at modtage E-handelsprisen for Brødrene Dahls e-shop, hvor VVS-installatørerne kan vælge mellem over 100.000 varenumre på en overskuelig facon.
Eckardt forfremmes
Han står også bag optimera.dk, der som den eneste online byggecentershop ikke kun henvender sig til private, men også har et online kompetencecenter, hvor professionelle håndværkere kan handle på de samme aftalevilkår, som når de køber deres varer gennem et byggecenter eller en sælger.
Christian Agger indtræder samtidig i selskabets ledelse og får reference til adm. direktør Lars Fournais. Han overtager posten som den øverste marketingansvarlige fra Anita Eckardt – en af bloggerne her på sitet – der efter fem år skal videre til et internationalt job i Saint-Gobain. Her får hun det kommercielle ansvar får glasspecialisten Vetrotech Saint-Gobain i Europa.
Christian Agger havde som ganske ung ansvaret for at bygge personaliserede webportaler til Microsofts kunder. I 2005 kom han til Coca-Cola Nordic Service og senere til lederstillinger i TDC og YouSee. Fra 2008 til 2012 var Christian Agger senior konsulent i konsulentvirksomheden eCapacity, hvor han havde ansvar for e-commerce og onlinestrategier for store virksomheder som SAS, Magasin, Danske Bank, TOP-TOY og Carlsberg.
– Jo bedre vi forstår vores kunder og deres behov, desto bedre service kan vi give dem. Derfor spiller den kundeindsigt, marketing kan bidrage med – ikke kun i markedsføringen, men også til salgsleddet – en mere og mere central rolle, siger Christian Agger.