Som led i en større organisationsændring har VisitDenmark oprettet en enhed for Strategisk Marketing på hovedkontoret i København. Leder af den nye afdeling bliver Janne Grønkjær Henriksen, som har en marketingbaggrund fra bureauverdenen, senest fra reklamebureauet Saatchi & Saatchi.
Det bliver Janne Grønkjær Henriksens opgave at skabe et stærkt brand af Danmark som rejsemål, udnytte de digitale markedsføringsmuligheder og sikre en målrettet indsats over for de prioriterede målgrupper. Det skal ske i et tæt partnersamarbejde og sammen med VisitDenmarks markedskontorer.
– Med Janne får VisitDenmark tilført stærke marketingkompetencer. Hun søger altid at løfte overliggeren og sikre, at alle medieplatforme kommer i spil på den rette måde. Samtidig er Janne lyttende, og hun formår at samle folk om et fælles mål. Janne passer derfor perfekt ind i den rejse, som VisitDenmark er på vej ind i for at skabe en markedsføringsorganisation, der kan tiltrække flere turister til Danmark, siger adm. direktør Jan Olsen, VisitDenmark, der tidligere har arbejdet sammen med Janne Grønkjær Henriksen. 
Janne Grønkjær Henriksen har 14 års erfaring med strategi og kommunikation og har gennem årerne arbejdet med alle marketingdiscipliner. 
Det er ikke første gang, at Janne Grønkjær Henriksen skal arbejde med turisme. Igennem seks år har hun været projektleder for IMO, der havde som mål at markedsføre Øresundsregionen på otte internationale markeder. Janne Henriksen havde bl.a. ansvar for at definere de værdier, som regionen skulle markedsføres på, i samarbejde med projektets interessenter samt udvikle kommunikationsplatformen og stå for markedsføringen over for forbrugere og salgsled.
– Jeg glæder mig til at bruge min erfaring til at skabe et stærkt og innovativt brand i samarbejde med vores mange partnere. Det er en stor ære at få lov til at arbejde med at brande et helt land og kommunikere alle de kvaliteter, som Danmark rummer, siger Janne Grønkjær Henriksen.