Oracle har ansat Steen Hamburger som marketingdirektør i Danmark. Han har en fortid i reklamebranchen, hvor han har mere end 11 års erfaring fra internationale bureauer i henholdsvis Danmark og Tyskland.
De seneste tre år har Steen Hamburger brugt på at bygge sin egen internet-virksomhed op. Den var baseret på fundraising for velgørenhedsorganisationer og blev solgt i sommeren 2003.
– Efter at have været selvstændig har jeg fået lyst til at involvere mig dybt i en enkelt virksomhed. Hos Oracle bliver jeg samtidig en del af en global organisation, der arbejder internationalt. Og jeg får chancen for at bruge mine erfaringer om markedsføring til at påvirke ind i organisationen, siger Steen Hamburger.
Udover ansvaret for den danske markedsføring får Steen Hamburger også ansvar for marketingsamarbejdet med Oracles strategiske partnere i Skandinavien.