I dag opstår en ny, global aktør inden for digital marketingteknologi.
Det drejer sig om Mapp Digital, som er opstået i kølvandet på en fusion mellem BlueHornet Networks og Teradata Marketing Applications. Sidstnævnte blev solgt ud af Teradata-koncernen i juli.
Målsætningen er, at Mapp Digital skal kombinere teknologi, designet til marketing-specialister, hvilket er BlueHornets specialitet, med bl.a. den stærke data management-platform, som Teradata Marketing Applications råder over.
Det skal give marketingfolk og virksomheder et solidt fundament, som sikrer, at deres budskaber kan nå effektivt ud til kunder på tværs af bl.a. e-mail, sociale medier og mobil marketing.
– Mapp skal hjælpe marketingfolk med en række digitale marketingværktøjer og – tjenester, der løbende understøttes og udvikles af vores globale team af in-house eksperter, siger Per John Jensen, der står i spidsen for Mapp Digitals nordeuropæiske organisation.
Kortlægning af kunderejse
Det nye navn, Mapp Digital, giver umiddelbart rigtig god mening, da stort set alt i den digitale marketingbranche i dag handler om at kortlægge kunderejsen ned til mindste detajle.
Ifølge Per John Jensen er det nye navn, som blev afsløret ved den store DMEXCO-konference i Køln tidligere i dag, kommet til relativt sent i processen, der har involveret et amerikansk bureau, som hører hjemme i San Francisco.
Den nye organisations hovedkvarter ligger i San Diego, mens det europæiske hovedkontor er i München. Udvikling, salg og kundeservice er fordelt på tværs af regionale kontorer i Frankrig, England, Polen, Israel, Italien, Spanien, Holland og Danmark.
Mapp Digital servicerer på nuværende tidspunkt flere end 3.000 kunder, herunder nogle af de helt store globale og danske brands på tværs af brancher, såsom Dell, P&G, Thomas Cook, Volvo, Elkjøp (Elgiganten), JYSK, Expert, Power, Punkt1, Telenor, ILVA, IDEmøbler og PUMA.
Ifølge Per John Jensen skal danske og nordiske Teradata Marketing Applications-kunder ikke være bekymrede over fusionen.
– Vi får blot endnu flere strenge at spille på, så der er ingen komplikationer for vores kunder, forsikrer han.
Konsolidering af teknologi
Og selvom fusionen er helt ny, så har Mapps CEO, Michael Biwer, naturligvis en en køreplan klar for, hvordan teknologierne fra fusionspartnerne konsolideres:
– Vi arbejder allerede nu på at samle vores teknologi på en omfattende consumer engagement-platform, der vil gøre det muligt for virksomheder at komme tættere på kunderne, siger han.
– Vi er sat i verden for at hjælpe vores kunder med at nå deres mål gennem den nyeste teknologi og en brugervenlighed, der gør det komplekse enkelt. Vores succes skal måles på, om vi formår at skabe fremdrift og konkrete resultater for vores kunder, fortsætter han.
Du kan læse mere om det nye Mapp Digital her.