Steen Blaabjerg Morvan er ny Vice President & Head of Global Marketing i Coloplast Wound Care, der er den danske sundhedspleje-gigants globale sårplejeforretning.
Det skriver dagbladet Børsen.
Han får bl.a. til opgave at sætte skub i væksten uden for Europa.
– Væksten fremadrettet vil primært være størst uden for Europa på de nye markeder. Her vil vi ikke bare være til stede, men være en ledende spiller, siger Steen Morvan til Børsen.
Han kommer fra en stilling som vice president i marketing execution i GN Resound. Den nyudnævnte marketingspids har tilbragt en stor del af sine første fire uger i et fly for at besøge så mange lande som muligt.
– Marketing er intet værd, hvis man ikke har øje for de muligheder, der er ude i markederne. For mig handler det om at kende forretningen hurtigst muligt, og derfor har det været vigtigt for mig at besøge landene som det første, siger han til avisen.
Børsen