Carlsberg-gruppens Senior Vice President for Global Sales, Marketing and Innovation gennem fem år, Khalil Younes, forlader bryggeriet til april, oplyser selskabet her til morgen i en investor-meddelelse.

Han afløses af Graham Fewkes, der i dag er Commercial Vice President hos Carlsberg i Asien. Som ny Head of Group Sales, Marketing & Innovations indtræder Graham Fewkes også i bryggeriets øverste koncernledelse, Carlsberg Executive Committee.

Britiske Graham Fewkes er 46 år og kom til Carlsberg i forbindelse med opkøbet af Scottish & Newcastle i 2008. Han kender Carlsberg Gruppen fra tidligere, idet han i sin tid repræsenterede S&N i joint venture selskabet BBH i Østeuropa.

Han har i øvrigt siddet i en række salgs- og marketingroller siden 1991, blandt andet for Grand Metropolitan plc, Fosters Brewing Group og S&N – og arbejder altså i øjeblikket som Commercial VP i Carlsbergs omfattende asiatiske forretning.