Selskabet NordicStories, der har den tidligere Nordisk Film-direktør Stein Roger Bull i spidsen, er angiveligt på vej med en nordisk TV-kanal, hvor hovedvægten er lagt på kulturstof.
Det skriver den norske avis VG (Verdens Gang), som også kan berette, at målet med den nye kanal er at videreformidle højkultur til almindelige mennesker på højt niveau.
Det lyder i dansk sammenhæng mest af alt som en udfordring af public service-kanalen Danmarks Radio (DR), og i særdeleshed nichekanalerne DR 2 og DR K.
Ifølge VG er målet at fremstille programmer af højt niveau til lavest mulige priser, og den nye nordiske kulturkanal skal første gang se dagens lys i 2013-2014. En af den tidligere Nordisk Film-bossers bevæggrunde er tilsyneladende, at han kan se, at kulturstoffet nedprioriteres på TV-markedet.
– Det får mig ikke til at surmule. Som TV-chef havde jeg sandsynligvis prioriteret på samme måde, siger Bull til VG.
Udgangspunktet for NordicStories’ tro på en levedygtig, fællesnordisk kulturkanal er bl.a. gennemdigitaliseringen af samfundet, der øger muligheden for billig kulturformidling. Ifølge VG er den tysk/fransk kanal Arte samtalepartner i forbindelse med den nye kulturkanal.