Indholdet er det kildevand med smag af økologisk granatæble eller økologisk kærlighedsfrugt. Navnet er Bioaqua, og flaskerne er på vej på danske hylder via den landsdækkende grossist Inco.
Bag den nye vand står århusianske Company Products, som i 2005 blev stiftet af to ”udbrydere” fra Dansk Supermarked.
Virksomheden har siden ekspanderet med B2B-salg af vand med og uden smag med private label til virksomheders interne brug og deres markedsføring samt til detailhandlen og horeca-segmentet, der ønsker unikke labels.
Nu gælder det så de økologiske ”voksen-sodavand”, som virksomheden har store forventninger til.
Ikke mindst fordi BioAqua allerede har haft Danmarkspremiere – på fødevaremessen Tema 2009 i Bella Center for nylig.
Messen blev besøgt af 35.000 branchefolk, hvoraf 10-12.000 besøgte Company Products stande og smagte på deres produkter.
– Vi talte bægrene, vi udleverede og registrerede samtidig tilbagemeldingerne fra de mange horeca-ansatte. Resultatet var, at ni ud af 10 gav en positiv tilbagemelding på de to smags-varianter. Det gav os blod på tanden til med det samme at lancere Bioaqua herhjemme, fortæller adm. direktør Klaus Brink.
Han siger videre, at virksomheden også har fået mange positive tilbagemeldinger fra skoler, der sætter pris på sodavand, der har under halvdelen af den sukkermængde, der er i normale sodavand
Bioaqua produceres for Company Products i et tæt samarbejde med tyske Husumer Mineralbrunnen, der er Europas største producent af ”functional water”, som primært er fitness-produkter og økologiske produkter.
Husumer Mineralbrunnen, som også er medejer af Company Products, tapper de friske kildevand fra underjordiske kilder lige syd for den dansk-tyske grænse.
Company Products har hovedkontor i Viby ved Århus og har etableret salgsselskaber i Tyskland, Holland, Sverige og Storbritannien.