I denne måned er det 25 år siden, at Tyskland blev genforenet – en af de største historiske begivenheder i sidste århundrede. Tusindvis af familier, der havde været holdt adskilt i henved 30 år, kunne omsider forenes.

Og 25-året for genforeningen blev markeret i Bredgade i København med… en mur.

– Det største symbol for genforeningen er uden tvivl Berlinmurens fald. Derfor bygger vi til årsdagen en symbolsk mur i Bredgade, en mur der forhåbentlig får forbipasserende til at stoppe op og et øjeblik og sende en tanke til alle de mennesker, der fik deres liv ødelagt af Berlinmuren, fortæller Alexander Peitersen, CEO for reklamebureauet Reputation, der har opført muren.

Værket står klar i dag kl. 10.

– Med hele flygtningesituationen og Ungarn, der sætter hegn op om hele landet, har muren desværre også en trist aktualitet. Man kan spørge sig selv, om der nu også er behov for flere mure i denne verden. Vi synes det ikke, fortsætter Alexander Peitersen. 

Årsdagen bliver ydermere markeret i Det Kongelige Teater med en stor fest- og mindekoncert. Her opfører Odense Symfoniorkester under ledelse af den tyske dirigent Ulrich Backofen berømte værker af Beethoven og Carl Nielsen.

Den britiske tenor Justin Lavender gæster forestillingen, som også byder på Olaf Johannessens højtlæsning af Lutz Seilers prisvindende tyske roman ”Kruso”. Protektor for koncerten er den tyske ambassadør i Danmark, Claus Robert Krumrei.