Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark har indgået en aftale med Købstædernes Forsikring som officiel olympisk partner for det danske OL-hold.  Aftalen beløber sig til et ét-cifret millionbeløb, lyder det i en pressemeddelelse.

– Vi er et kundeejet selskab, og med dette partnerskab med dansk idræt er vi med til at give noget tilbage til både vores kunder og til alle danskere. Jeg er virkelig stolt af, at vi som olympisk partner støtter dette arbejde og kan være med til at de danske OL-ambitioner indfries, lyder det bl.a. fra Steen B. Jørgensen, adm. direktør i Købstædernes Forsikring, i presseskrivet.

Hos DIF, der udgør Danmarks Olympiske Komite, er der naturligvis også stor glæde over partnerskabet.

– Vi får nu mulighed for at støtte de danske atleter endnu bedre, så vi kan indfri vores fælles ambition om 10 medaljer ved OL i Rio og dansk deltagelse i flest mulige idrætsgrene. Det er kun, hvis vi har ambitiøse kommercielle partnere i ryggen, at vi har råd til og dermed mulighed for at gå efter at opnå det bedste danske OL-resultat nogensinde i den skærpede globale konkurrence, lyder det fra DIF-formand Niels Nygaard.

Pengene vil bl.a. gå til optimering af OL-holdets indkvartering og støttefunktioner, så der under OL kan tilbydes fleksible og individuelle løsninger til atleterne i kampen for topresultater – herunder et High Performance Center uden for OL-landsbyen – ligesom talentudviklingsarbejdet vil få en økonomisk håndsrækning.

jml