Den nye online handelsplatform er døbt MedieMarked (
www.mediemarked.dk) og er udviklet for at effektivisere handlen med late sale-dagbladsannoncer. De fleste printmedier, især dagblade, oplever, at de må udbyde annonceplads i sidste øjeblik af produktions- og prismæssige hensyn.
– Ideen til en online mediebørs opstod for at tilbyde vores kunder bedre muligheder for at få et udbytte af late sale. Late sale-tilbud opstår fra den ene dag til den anden. Derfor sker det ofte, at de store annoncører og deres mediabureauer ikke kan nå at tage en beslutning om et godt tilbud, siger Print Manager Rasmus Møller fra MediaCom.
MediaCom kan på vegne af bureauets kunder lægge et budget ind med angivelse af væsentlige kriterier, som pris, hvilke dage der ønskes annonceret på, størrelse af annonce med mere. Herefter kan de medieudbydere, der er tilknyttet systemet vælge at sælge annoncen til den opgivne pris.
– Der er tale om en tiltrængt effektivisering af den kendte proces der betyder, at en given kunde hos MediaCom får større sandsynlighed for, at få glæde af et godt tilbud. Omvendt har den avis, der udbyder annoncepladsen som late sale, en bedre chance for at få solgt pladsen, siger bureauets adm. direktør Ulrik Thagesen, der også mener, at potentialet rækker langt længere end late sale af print:
– Mit bud er, at når markedet oplever at vores online-børs fungerer i praksis, vil der opstå krav om, at den effektive håndtering af ukomplicerede mediaindrykninger spredes til flere printmediegrupper, online – og måske endda broadcast.
 sit