I denne uge sender Arla Foods en ny ost på markedet. Høng Brie. Og med den går Arla Foods knap 80 år tilbage i historien. Lanceringen er nemlig et comeback til spånæsker og blå stjerne – akkurat som det første produkt Høng reklamerede for i 1925. Design, indpakning og form er præcis det samme.
– Vi tror, at det gamle look vil have en gavnlig effekt på salget af osten. Meningen er, at Høng Brie skal være det danske alternativ til blandt andet de franske brier, og derfor har vi valgt at gå tilbage til rødderne, siger produktchef Morten Hansen, i Arla Foods nyhedsbrev.
Høng Brie bliver den eneste runde brie i Høng-sortimentet og er blot det første produkt i en eksklusiv linie, som på sigt skal forsøge at tage markedsandele fra udenlandske brier på hjemmemarkedet.
Høng Brie, vil også blive at finde i svenske butikker i løbet af marts måned og senere måske også i andre nordiske lande.