Sammen med Ford Danmark vandt Very i sommer en af de sjældne danske guld-løver i Cannes, og der er i det hele taget godt gang i de community marketing-stærke folk på bureauet.
Gennem det seneste års tid er der kommet flere nye kunder til, ligesom bureauet har etableret sig stærkere på det norske marked, og nu er tiden kommet til at udvide partnerkredsen.
Verys COO gennem to et halvt år, Martin Vibe, optages derfor nu som ny partner i bureauet, og det skyldes dels hans betydningsfulde arbejde med at skærpe bureauets profil og kompetencer – og dels et ønske om at gøre Very til et mere seniordrevet bureau.
– Vi er meget glade og stolte af at kunne melde ud, at Martin nu er en del af partnergruppen. Det er et helt naturligt skridt i forhold til den plan, der blev lagt fra start og ikke mindst når man ser på den rolle, Martin har spillet i forhold til, hvor vi er i dag, siger Thomas Bjerg, CEO i Very.
Jan Duckert, bestyrelsesformand i Very, supplerer:
– Det er naturligt med den ambition, vi har lagt, om at blive et mere senior-drevet bureau, at vi har et ønske om, at samle en større partnergruppe af dygtige folk, som hver især kan bidrage med stærke og unikke kompetencer.
PeopleGroup ejer 30 procent af Very, og partnerkredsen består nu af Thomas Bjerg, Louise Brandt og Martin Vibe.