Circus Alphaville er det kommercielle søsterselskab til filmselskabet Alphaville Pictures Copenhagen, og det har eksisteret i et år med Christoffer Boe og Jonas Arnby som hovedkræfter.
Nu er endnu en markant profil kommet til bureauet, som har det erklærede mål at udfordre den etablerede reklamefilmbranche i Danmark.
– Siden opstarten har vi søgt den rigtige profil til at besidde producerposten, og efter en del samtaler i foråret har vi nu fundet det perfekte match i skikkelse af Morten Hoffmann, der indtræder som producer og partner, siger Christoffer Boe.
Morten Hoffmann valgte i starten af året at forlade produktionsselskabet Far From Hollywood, som han var medstifter af for otte år siden. Forklaringen var trang til at prøve noget nyt og blive en del af et selskab med et stærkere kreativt fokus.
– Morten kommer med en erfaring, en produktionsmæssig viden og en begejstring som ikke kun er smittende overfor Christoffer og mig, men som vi tror vil kunne bringe os det nødvendige skridt frem i markedet og stille os parat til at løse de sjove opgaver, lyder det fra Jonas Arnby.
Masser af erfaring
Han har som instruktør i mere end 10 år arbejdet med de største brands herhjemme og ikke mindst i udlandet. Christoffer Boe er en af de mest interessante instruktører og manuskriptforfattere i landet, som ydermere har stor kommerciel erfaring fra nogle af de største corporate projekter i Danmark.
Begge har høstet adskillelige priser inden for både reklame og fiktion. Morten Hoffmann, der har 13 års erfaring indenfor kommerciel film produktion, anser Circus Alphaville som værende godt rustet til det danske og internationale marked.
– Circus Alphaville får en stærk position i markedet, da vi som et af de få produktionsselskaber får en decideret kreativ afdeling. Jonas og Christoffer vil selvfølgelig løse opgaver som instruktører. Men de vil også udarbejde kreative oplæg, coache yngre talenter og sikre det kreative niveau i vores content og produktion, siger han.
Alt andet end 30-sekunders spot
Forbindelsen til Alphaville Pictures vil også udgøre en stor fordel for Circus Alphaville.
– Når tendenser som always-on og earned media vinder så kraftigt frem, stiller det krav til at kommunikere og fortælle historier på en anden måde end det traditionelle 30 sekunders TV-spot. Og der har vi et rigtigt godt rygstød i samarbejdet med Alphaville Pictures, hvor man jo altid har tænkt i længere formater, fortsætter Morten Hoffmann.
Circus Alphaville repræsenterer fast en række instruktører eksklusivt. Yderligere vil man arbejde med freelance instruktører.
– Vi ser det som vores forpligtelse at præsentere nyt blod og nye talenter, så det vil vi løbende gøre, siger Jonas Arnby.
Selskabet har siden relanceringen 1. maj haft en hektisk periode og er i gang med at skrive de første projekter på kundelisten. Fremadrettet vil man løse opgaver for både reklamebureauer og slutkunder samt projekter, der bliver tilbudt gennem internationale crowd sourcing netværk.