Gonzo Media, der har specialiseret sig i at udvikle og eksekvere kampagner på sociale medier for brands, der gerne vil i kontakt med Millennial-segmentet, har udvidet partnerkredsen.

Virksomheden, der blev stiftet i marts 2015 af Martin Wiinholt og Michael Ritto, har således valgt at optage strategisk direktør Sara Rosa Oppermann som ny partner.

Sara kom til Gonzo Media i august sidste år og har siden været med til at løfte bureauets strategiske fokus og kreative kapacitet, udvikle forretningen og udvide kundeporteføljen, lyder det fra CEO Martin Wiinholt:

– Sara er en benhård forretningskvinde med en detaljeret sans for at eksekvere på komplekse platforme med nytænkende indgangsvinkler og strategisk overblik, siger han og tilføjer:

– Hendes “drive” smitter og hele holdet drager nytte af hendes indblik i indsigter og kundernes behov i et fragmenteret marked. Det har vi set mange eksempler på, siden hun startede i august. Derfor er vi stolte af, at hun nu har sluttet sig til partnerkredsen og bliver en del af den rejse, som Gonzo Media er ude på.

Branchens skarpeste hold
Sara Rosa Oppermann startede sin karriere i modebranchen hos Unique Models, Alt for Damerne & ELLE Magazine.

Hun er uddannet på Reklamelinjen på KEA og har arbejdet med strategisk konceptuel PR, markedsføring og kommunikation hos Noise PR, Hill+Knowlton Strategies og siden Integral, inden hun kom til Gonzo Media, og hun er glad for det nye partnerskab:

– Jeg er meget stolt af at blive partner hos Gonzo Media. Det er fremtidens bureau som løser reelle problemstillinger i kundernes taktisk styrede virkelighed. Jeg har gennem årene arbejdet med mange skønne og spændende mennesker på meget forskellige typer bureauer, og nu er jeg privilegeret ved selv at være med til at forme, hvordan fremtidens kundefokuserede løsninger eksekveres i en digital verden. Og så er jeg taknemmelig for hver dag at arbejde sammen med, efter min mening, branchens skarpeste hold hos Gonzo Media, siger Sara Rosa Oppermann.