Den nye regering opruster kraftigt på antallet af særlige rådgivere – de såkaldte spindoktorer, skriver Jyllands-Posten.
Mens den tidligere regering havde én særlig rådgiver pr. minister, kan ni ministre i regeringens magtfulde koordinations- eller økonomiudvalg nu få to rådgivere – herunder politiske embedsmænd, som tidligere var ansat i partierne.
– Det er en beslutning, som vi har truffet, fordi vi gerne vil have gode og stærke ministre, siger den nye erhvervsminister, Ole Sohn (SF).
Rød blok har gang på gang harceleret mod VKO’s brug af spindoktorer, “som ikke blot er dyre i drift, men som også er med til at undergrave demokratiet”, som den nye beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) sagde i 2002.
Alligevel skal der nu ansættes flere, siger Ole Sohn.
– Hvis du bruger dem med rettidig omhu, er de et gode. Der ligger klare regler på det område, og dem vil vi overholde, siger han.
VK-regeringen brugte typisk de særlige rådgivere til pressehåndtering. Men ifølge Jyllands-Postens oplysninger vil bl.a. den nye finansminister, Bjarne Corydon, tage S-økonomen Asbjørn Riis med i Finansministeriet, mens Ole Sohn sandsynligvis tager SF’s økonom, Nis Graulund, med ind i Erhvervsministeriet.