Hele 3.137.275 brugere klikkede i november ind på dr.dk. Det er ny rekord for sitet og en milepæl for DR Interaktiv.
Rekordresultatet skyldes blandt andet dr.dk/regioner, som fik en tilvækst på hele 251.000 brugere fra oktober til november, sandsynligvis på grund af kommunalvalget. Samlet set klikkede 538.000 brugere dermed ind på de regionale områder i november, og selve DRs valgsite havde besøg af 384.649 brugere i månedens løb.
Den lyseblå flodhest Dolph og hans kompagnon Wulff gik samtidig i luften med en ny række satireprogrammer, og det lokkede hele 561.658 brugere til den hårdtslående flodhests site i november.
– Det er altid dejligt, når det lykkes os at stå distancen på nettet, hvor folk har så meget at vælge imellem. Det er da fantastisk, at vi betyder noget for danskerne. Det høje antal brugere hænger blandt andet sammen med valget. Det siger noget om den vigtige demokratiske rolle vi har i DR i forbindelse med store begivenheder som kommunalvalg, og om, at vi er nærværende i regionerne og opfylder folks behov for information, siger Karen Hertz, programchef i DR Interaktiv.
Men også andre områder bidrog til den flotte fremgang i forhold til oktober. De to nye børnesites på Oline – ‘Kaj & Andrea’ samt ‘Bamses’ – slog for alvor igennem og fik besøg af henholdsvis 124.000 og 130.000 brugere, mens forhåndsinteressen for julekalenderen ‘Bamses julerejse’ på Online tiltrak 43.000 brugere. På Barracudas Nørd-site klikkede 45.000 sig ind, mens Ørnen fik besøg fra hele 97.000 brugere.
– Det viser, at DRs kerneområder nu for alvor er rykket ind på nettet, og at dr.dk er stærk på satire og indhold for børn og unge. Det er skønt at kunne fortsætte DRs stolte traditioner for børne- og ungdomsstof på nettet, siger Karen Hertz. MSOL