Den tidligere formand og storaktionær i det lille, børsnoterede tankrederi Nordic Tankers, Steen Bryde, risikerer nu at få flere straffesager på halsen.
Den konkursramte finansmand er i forvejen sigtet for både skyldner- og mandatsvig i forbindelse med hans tid i spidsen for det ombruste rederi, og nu kan Steen Bryde i værste fald se frem til endnu en sag på baggrund af hans virksomhed Bristen Gruppen.
Selskabet, som erhvervsmanden drev med sin samarbejdspartner og fortrolige ven Brian Petersen, er nu udsat for en større efterforskning af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, populært kaldet Bagmandspolitiet, som mistænker de to forbundsfæller for at have begået en række strafbare forhold i deres fælles virksomhed.
Myndighederne kigger blandt andet på, om Bristen Gruppen med Steen Bryde og Brian Petersen i spidsen har støvsuget en række datterselskaber for midler inden konkursen i november 2008 og samtidig solgt ud af nogle af selskabets ejendomme og puttet pengene i egne lommer frem for i selskabets kasse.
Berlingske Business side 4.