Wonderful Copenhagen får ny salgschef. Valget er faldet på 52-årige Anne von Glasow. Anne er uddannet jurist og har været politifuldmægtig i Gladsaxe, men mest kendt er hun for sit mangeårige arbejde inden for luftfart. Først hos SAS, så KLM og senest som salgs- og marketingchef i Maersk Air, hvor hun var en del af direktionen og havde ansvar for den kommercielle udvikling, salg, marketing, PR og produktudvikling.
Den 14. august sætter hun sig i stolen hos Wonderful Copenhagen, hvor hun vil få ansvaret for turismeorganisationens salgsafdeling, herunder kampagnesalg. Anne vil desuden indgå i styregruppen for International Marketing Øresund (IMO) – et projekt, der skal markedsføre Øresundsregionen.