Fra nytår træder en ny salgsstruktur i kraft på Berlingske Tidende. Baggrund for den nye struktur er et strategiskift, så der fremover fokuseres primært på mediabureauerne i forbindelse med annoncesalg.
– Efter i et par år at have satset på kontakten til de store kunder, er det nu mediabureauerne, som har vores primære interesse. Vi har taget kritikken af vores annoncesalgssystem ad notem og skaber nu en mere dynamisk organisation for salg af tekst-annoncering, siger Karsten Madsen, chefredaktør og adm. direktør for Berlingske Tidende.
Efter første kvartal, når storkundeaftaler er på plads, vil Berlingske sammen med bureauerne evaluere, hvilken effekt den nye struktur har haft. Derefter vil der blive taget stilling til om samme struktur også skal indføres på rubriksalget.
Den nye struktur betyder også, at stillingen som kommerciel direktør, som Søren Jacobsen besad, ikke genbesættes. Søren Jacobsens opgaver bliver lagt ud på andre ledende personer med reference til Karsten Madsen. Bl.a. får marketingdirektør Martin Delfer også ansvar for kommerciel koordinering og strategisk udvikling. Han skifter samtidig titel til markedsdirektør. Også Ole Bendix, annoncedirektør får nogle yderligere opgaver på sine skuldre. Der ændres ikke i direktionen af Berlingske Tidende, der fortsat består af Karsten Madsen og Søren Østergaard Sørensen.