Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har ansat den tidligere tv-journalist, kommunikationsrådgiver Annette Juhler Kjær som sin særlige rådgiver med titel af pressechef.
Hun tiltræder 1. november og afløser Peter Arnfeldt, der er flyttet til det statsejede energiselskab DONG.
Bendtsens ny 43-årige presserådgiver kommer fra en stilling som senior kommunikationsrådgiver hos JØP, Ove & Myrthu A/S, fremgår det af ministeriets pressemeddelelse. I sin tid som journalist blev hun kendt som studievært på TV-Avisen og senere TV2-nyhederne.
Ifølge de nye regler for spindoktorer skal hun holde orlov fra den dag, folketingsvalget udskrives. Hun kan dog vælge at arbejde frivilligt for sin chef under den påtvungne valgorlov. I hvert fald finder statsministerens pressechef, Michael Kristiansen, det ifølge SiD.dk naturligt, at han i en eller anden form vil arbejde for statsminister Anders Fogh Rasmussen også efter valgets udskrivelse. Han ser heller intet problem i, at de særligt ansatte rådgivere hos andre ministre gør det samme. djørup