Når Danmarks herrehåndboldlandshold om få uger løber på banen til vigtige kampe, der skal bane vejen til næste EM-slutrunde i Serbien, bliver det med logoet fra Totalkredit på spillertrøjerne.
Totalkredit tilbyder realkreditlån gennem et fællesskab bestående af mere end 90 pengeinstitutter, og det er netop værdien af et fællesskab, der har været en vigtig faktor for det nye samarbejde, oplyser parterne i en pressemeddelelse.
– Vi glæder os til at inddrage Totalkredit og deres samarbejdende pengeinstitutter i fællesskabet omkring herrelandsholdet og håndboldsporten. Samspillet vil repræsentere noget nytænkende i forhold til synergi mellem idrætten og erhvervslivet, siger Per Rasmussen, formand for DHF.
Totalkredits direktør, Troels Bülow-Olsen, forventer sig også meget af partnerskabet med DHF og håndboldlandsholdet.
– Vores samarbejde med herrelandsholdet giver os en enestående mulighed for at støtte og involvere os i håndboldsporten og et landshold, der formår at samle alle danskere på tværs af landet. Samtidig er det et hold, som matcher mange af de positive værdier, vi selv står for i Totalkredit-fællesskabet: nærvær, folkelighed, engagement og begejstring, siger Troels Bülow-Olsen, direktør i Totalkredit.
Landstræner Ulrik Wilbek siger:
– Vi har i dag et af verdens bedste landshold, der igennem noget tid har manglet en kommerciel medspiller. Derfor glæder jeg mig over, at vi med Totalkredit har den kommercielle platform på plads helt frem til og med EM på hjemmebane. Samarbejdet giver os ro til at fokusere 110 procent på arbejdet med spillerne.