Fremover bliver det mere overskueligt at annoncere på internettet. Foreningen af Danske InternetMedier, FDIM, har valgt syv annonceformater, der fremover bliver standard for annoncer på nettet. De nye annonceformater skal gøre livet lettere for designere af websider, reklamebureauer og annoncører. Samtidig er det intentionen at kunne opnå mere overskuelige websider til glæde for brugerne.
– Med de nye formater bliver det langt lettere at designe hjemmesider. For nu ved designerne helt præcist hvilke typer reklamer de skal gøre plads til. Og det er – endnu vigtigere – blevet lettere at lave reklamekampagner til internettet, fordi et banner kan laves i ét format, der passer overalt, hvor standarden bruges. I stedet for at, udvikle en ny version af banneret til hver enkelt hjemmeside. Det kan for udenforstående virke som formynderisk at indføre standarder for netannoncer, men det er absolut ikke tilfældet, og det at arbejde med standarder på området er ikke ualmindeligt, forklarer Otto Neubert, salgschef hos Krak, der har været en af de drivende kræfter i arbejdet med de nye formater.
FDIM har i arbejdet med de nye annonceformater taget udgangspunkt i den amerikanske standard – den såkaldte Universal Ad Package (UAP) – som blev indført sidste år. Fire af standardformaterne i Danmark er magen til de amerikanske, mens tre er specielt besluttet i Danmark.
De syv forskellige formater er udover det almindelige standard banner et såkaldt Leaderboard (et stort banner), to såkaldte “skyskrabere”, to “rectangles” – firkantede bannere – og et pop-under/pop-up format.