Waterfront Shopping, det halvandet år gamle butikscenter i Hellerup nord for København, har i en bureaukonkurrence valgt Bark Copenhagen som ny kommunikationspartner.
Butikscentret er drevet af DATEA, der administrerer 15 butikscentre med i alt omkring 720 butikslejemål og en samlet butiksomsætning på godt 8,5 milliarder kroner.
DATEA er dermed en af Danmarks største operatører inden for udvikling og administration af butikscentre.
Thomas Beck, afdelingsdirektør, DATEA, siger om valget:
– Vi kendte Bark Copenhagen, før vi inviterede dem med til bureaukonkurrencen om Waterfront Shopping. Bark har lavet gode resultater for et af vores største centre, nemlig RO’s Torv i Roskilde, og derfor vidste vi, at de kunne løfte opgaven. Opgaven vi står over for er en repositionering af Waterfront Shopping. Vi har valgt Bark dels på baggrund af deres indsigt i strategisk detailhandel, og ikke mindst ud fra Barks evne til kreativt at løfte vanskelige kommunikationsopgaver inden for samme område.
Peter Brockdorff, der er administrerende direktør for Bark Copenhagen siger, at bureauet glæder sig meget til det nye samarbejde.
Tidligere på ugen blev Bark Copenhagens moderselskab, Bark Group Inc., optaget til notering på den amerikanske Nasdaq-børs i New York.
Kursen var ved handelsstart 2,50 dollar og er i skrivende stund kravlet op over de tre dollar.