Umwelt har efter et større strategiskifte atter fået gang i reklame-butikken.
I 2009 var bureauets regnskab ellers skæmmet af blodrøde tal på bundlinjen og en vigende omsætning, men i fjor øgede Umwelt toplinjen (nettoomsætningen) fra 23 millioner kroner til 33 millioner kroner. Samtidig blev de røde tal på bundlinjen erstattet af et EBITDA/årsresultat før afskrivninger og skat på fire millioner kroner.
– Vi er tilfredse med resultatet, men vi er først og fremmest tilfredse med den drejning, som det har taget, fordi vores indtjening i dag stammer fra rådgivningsydelser, siger Steen Søndergaard, administrerende direktør i Umwelt.
Resultatet i 2010 sender Umwelts overskudsgrad over 20 procent, hvilket er blandt branchens bedste. Det er samtidig det næstbedste resultat i virksomhedens 15 årige historie, og ifølge Steen Søndergaard fortsætter udviklingen i første halvår 2011, hvilket han fortolker sådan, at Umwelt er kommet helskindet gennem en blodig turnaround.
– Vores nye strategi begyndte i 2008, hvor partnerkredsen blev udvidet med Martin Michael Hansen, Mikkel Heideby og Peter Dalgas, fortæller Steen Søndergaard.
De kom ind i Umwelt, der begyndte som et klassisk reklamebureau i 1996, i 2008, hvor en meget stor del af selskabets indtjening var baseret på produktion, hvilket ikke var godt for forretningen.
– Vi lagde en strategiplan, som skulle ændre Umwelts fokus fra produktion til rådgivning. Det er værd at bemærke, at overskuddet i 2010 blev skabt af vækst, og altså ikke som resultat af reduktion i omkostninger, siger Steen Søndergaard.
Heri har Umwelt-direktøren måske en pointe, da de fleste overskud i reklamebranchens virksomheder i 2010 er kommet efter heftige nedskæringer på personale- og omkostningssiden. Årsagerne til strategiskiftet i 2008, var flersidige.
– Dels fordi vi som sådan altid har søgt at arbejde strategisk med vores kunder, men en (for) stor del var blevet produktion. Dels var baggrunden, at indtjeningen på produktion presses, fordi kunderne skal spare og bureauerne konstant underbyder hinanden på produktionsopgaver der er mere eller mindre sammenlignelige, siger Steen Søndergaard.
Det betød også, at 2009 blev et vanskeligt turnaround-år.
– Vi kaldte fase 1 i strategiplanen for 80-20. For blot to år siden bestod cirka 80 procet af vores omsætning fra produktionsopgaver og kun 20 procent i strategisk rådgivning. Vi har derfor måttet gennemføre en del organisationsændringer. Det kostede I 2009, men i dag ligger næsten 80 procent af indtjeningen på rådgivning og 20 procent på produktion, siger Umwelt-direktøren.
Han er ikke overstadig over Umwelts resultat i 2010, som han betegner som ”tilfredsstillende”.
– En overskudsgrad på 20 procent er blandt de bedste i branchen, men vi stiler højere, og vi har en ambition om at nå 25 procent. Det er vigtigt, fordi det giver det rigtige råderum for at udvikle bedre løsninger til vores kunder, siger Steen Søndergaard.
Han fortæller, at målet med strategiplanen hele tiden har været at blive de bedste til at rådgive virksomheder om, hvordan de får mest udbytte af salgs- og marketingaktiviteter. Umwelts Kundecases på det område tæller først og fremmest EDC, Expert og PFA. Den nye strategi har i øvrigt også ført flere internationale opgaver med sig, såsom Kompan, Orifarm og Atlantic Airways.
Steen Søndergaard understreger, at den nye strategi ikke er ensbetydende med, at Umwelt har droppet traditionelle kommunikations- og budskabsmæssige opgaver.
– Vi producerede eksempelvis 42 reklamefilm i 2010, slutter han.