Speednames har i dag offentliggjort en ny firmastruktur og et nyt firma, Ascio Technologies Inc., som en integreret del af en international vækststrategi. Alle produkter og services indenfor domæne registrering og administration til private og til virksomheder vil fortsat blive markedsført af Speednames, mens domæne teknologi og produkter indenfor digital identitet vil blive markedsført af Ascio Technologies Inc. Speednames er 100 procent ejet af Ascio Technologies Inc.
– Med introduktionen af Speednames og Ascio Technologies Inc. som to separate virksomheder, tager vi et skridt ind i en ny fase. Ved at etablere Ascio Technologies Inc. som en teknologiudbyder, der fokuserer på distribution gennem partnerkanaler, og ved at lade Speednames koncentrere sig om virksomhedens eksisterende kernekompetencer indenfor detailsalg af domæne navne, så er det min store overbevisning, at begge virksomheder kan vokse og udvikle sig langt hurtigere end ved den nuværende struktur, siger Mogens Nielsen, adm. direktør, Ascio Technologies Inc.
Ascio Technologies har netop som en del af den internationale strategi ansat Henrik Jeberg som Chief Operating Officer (COO). Han kommer fra en stilling som adm. direktør for Navisions asiatiske aktiviteter, som han har etableret og ledet de sidste to år. Han har tidligere haft lignende stillinger i Navision’s franske og australske enheder. Henrik Jeberg har en lang karriere bag sig i den internationale IT industri og han tilfører mere end 14 års erfaring indenfor software og teknologi markedsføring.
Speednames vil fremover blive ledet af en ny administrerende direktør, Jesper Helbrandt. Før han kom til Speednames, var han COO hos euro909.com A/S (nu ejet af Verisign), som er et firma der tilbyder europæiske virksomheder Internet opkoblinger inkl. domæne registrering, web hosting og digital sikkerhed m.m. Før euro909.com fik Jesper Helbrandt omfattende dansk og international erfaring i medieindustiren som direktør for ITE, som er verdensledende indenfor interaktiv tv-underholdning, samt som salgsansvarlig i Danmark for SBS Broadcasting. Han sidder i bestyrelsen for ITE og for en række nystartede danske virksomheder.