Det er måske for meget at udråbe Intels nye processor-generation Sandy Bridge til at være en revolution i it-verden.
Men anmelderne er enige om, at Sandy Bridge vender op og ned på chipmarkedet. Pludselig kan du få en mikroprocessor til 216 dollar (Core i5-2500K), som leverer omtrent den samme ydelse, som du indtil sidste uge skulle betale 999 dollar for.
Der er ikke tale om et stort spring fremad i processorens regnekraft – Sandy Bridge leverer omtrent den samme ydelse som gårsdagens high-end-modeller – men aldrig tidligere har det været muligt at få så meget ydelse til så få penge.
– Sandy Bridge er den hurtigste chip på gaden – undtagen i de applikationer som har allerflest tråde – og så får du denne høje ydelse til en meget fornuftig pris, skriver Anandtech.
Intel har dermed med ét slag udraderet alle sine eksisterende processorer til mainstream-computere, lyder konklusionen. I den forbindelse er det måske værd at bemærke, at de gamle processorer faktisk stadig kan købes – men mon ikke de kommer til at samle støv på hylderne.
Business.dk