Det næste store skifte i mobilbranchen er på vej og hedder HTML5, skriver business.dk.
Den nye udgave af HTML gør det muligt at lave netsider, der opfører sig, som om, de var apps. Og fordi de er netsider, virker de på tværs af både Googles Android-system, Apples iPhones, Microsofts Windows Phone og sågar også Nokias Symbian-mobiler.
Drømmene blandt mange går på, at man som udvikler helt kan droppe Apples, Googles og alle de andres netbutikker. Dermed slipper man nemlig også uden om eksempelvis Apples krav om at slå en klo i 30 procent af omsætningen – og score kundeforholdet. Finans-avisen Financial Times gik i front med sin egen app, der dermed forsøger at kortslutte Apples forretningsmodel for det eneste sted, hvor iPhone-brugerne kunne hente en app.
Ulempen for Financial Times er, at avisen nu selv må forsøge at lokke folk ind på sine netsider.
Konkurrenterne Google og Microsoft vil også profitere på det, fordi netapps kan køre på alle typer mobiltelefoner. Det kan betyde et stort løft til mobilplatforme uden så mange apps. Men HTML5 kan også flettes ind i eksisterende apps, så de trækker på de nye muligheder i nettet, men fortsat hentes som en app i appstore.