Den nye Viasat-kanal, TV3 Puls, er sat i søen mere af nød end af lyst. Det danske tv-markeds lillebror, SBS, er nemlig begyndt at spille med musklerne. Det fortæller OMD’s trading director, Claes Braagaard.
– I hele 2008 og i starten af 2009 er Viasat blevet presset af SBS. Inden lanceringen af TV3 Puls, var det vores forventning, at SBS ville overhale Viasat med henhold til seerandele. Det ville være en katastrofe for Viasat at gå fra at være markedets nummer to til markedets nummer tre, siger han og fortsætter:
– Jeg mener derfor, at det er positivt, at Viasat agerer på den udvikling. Den nye kanal styrker Viasats position både angående distribution og reklamesalg overfor SBS. Fremtiden er flere kanaler, fordi det er penge direkte ned på bundlinjen på grund af abonnementindtægterne. Det er ikke uden grund, at TV 2’s Merete Eldrup har sagt, at hun ville ønske, at hun kunne lancerer flere kanaler. Hvilket da iøvrigt også var TV 2’s oprindelige plan.
TV3 Puls har en forholdsvis bred profil med Formel 1, krimiserier og en egenproduceret reportageserie som trækplastre. Det giver god mening, mener Claes Braagaard.
– Det var faldet helt ved siden af at lave en nichekanal. Den ville have været for svær at sælge på nuværende tidspunkt. Både overfor Yousee, seerne og annoncørerne. I øjeblikket handler det om at få skudt kanalerne ud, distributionen op og stå og abonnementindtægterne til at køre. Efterfølgende kan man så se, hvor kanalerne ryger hen. Bliver det en mandekanal? En kvindekanal? Eller noget helt tredje? En meget segmenteret kanal vil tage for lang tid at få i gang, og der sker store omvæltninger i forbindelse med digitaliseringen, så det er ikke lige tidspunktet at eksperimentere, mener Claes Braagaard.
Æder de tre Viasat-kanaler kanalerne ikke bare af hinanden?
– Jo, hvis de ligner hinanden for meget, ligesom i år 2000, hvor man havde TV Danmark 1 og 2, og ingen i verden kunne se forskel. Der er ingen tvivl om, at der kommer en vis form for kannibalisering mellem de tre Viasat-kanaler. Men Viasat håber selvfølgelig på, at de samlet set vil trække en større seerandel. Som det ser ud nu er TV3 den folkelige brede kanal med klar overvægt til kvinderne. TV3+ har sport til mændene, mens TV3 Puls på trods af Formel 1 bliver mere kvindeorienteret. En slags mini-TV3.
Claes Braagaard spår kanalen gode chancer for at overleve.
– Jeg tror ikke, det er en hovsa-løsning a la Berlingskes Dato-projekt, hvor man på to dage beslutter at skyde en ny gratisavis ind på markedet og så i øvrigt tabe en masse penge. Der er ikke de allerbedste programmer, der kommer til at ligge på TV3 Puls, men det bliver heller ikke en ”skraldespandskanal”, hvor man ligger alt sit overskydende indhold. TV3 Puls har gode chancer, fordi distributionen er med fra starten. Så vidt jeg kan forstå, kommer den til at ligge i Yousees grundpakke året ud, og desuden har de en landskamp i starten til at trække folk ind.
TV3 Puls går i luften den 23. marts.