Den årlige Cannes Lions Festival of Creativity, der også bliver kaldt VM i reklame, aflyses på grund af corona-pandemien.

Det oplyser Cannes Lions i en meddelelse på festivalens website.

Cannes Lions, der årligt samler tusinder af kreative og marketers fra hele verden i den sydfranske badeby Cannes til idéudveksling, seminarer og award-show, skulle have været afholdt fra 22. til 26. juni i år.

Den 18. marts meddelte festivalledelsen, at årets festival blev flyttet til slutningen af oktober, og Philip Thomas, formand for Cannes Lions, forklarer aflysningen således:

– Cannes Lions har altid handlet om kreativitet og løverne (priserne, red.). Vi har indset, at den kreative branche har andre udfordringer at håndtere i øjeblikket og ganske enkelt ikke er i stand til at indsende de arbejder, der vil sætte standarden, siger han i meddelelsen.

Philip Thomas fortsætter:

– Marketing og den kreative branche er, i lighed med så mange andre, præget af uro i øjeblikket, og det står klart, at vi kan spille en lille rolle ved at fjerne enhver spekulation om årets festival.

Danske bureauer og annoncører indsendte i 2019 240 cases til award-delen af Cannes Lions Festival of Creativity, hvilket udmøntede sig i 14 priser: En Grand Prix, en guld-, fem sølv- og syv bronzeløver.

Den næste Cannes Lions Festival of Creativity afholdes fra den 21. til 25. juni 2021.