Vi vil ganske vist helst være fri, men skulle der indtræffe større ulykker og katastrofer i vores nærområde – eller opstår der farlige vej- eller vejrsituationer – så har danskerne for bare to dage siden fået en ny app, der via push-beskeder på mobilen varsler dem om det.
App’en Mobilvarsling er udviklet af Nodes for Bredskabsstyrelsen – der på sin side har Vejdirektoratet, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og Rigspolitiet med i samarbejdet – og efter godt et døgns tid på markedet tyder alt på, at app’en bliver en succes.
Den er således strøget til tops på Apples hitliste over gratis-applikationer i Danmark – foran både flere populære spil, MobilePay og Facebook.
Brugervenlighed i centrum
Og det glæder naturligt nok hos udviklerne hos Nodes, hvor Managing Partner Andreas Rasmussen siger:
– Vi er stolte af app’en, der ikke alene er simpel og intuitiv for brugeren, men samtidig er bygget på et tungt teknisk setup og integrationer hvor skalérbarhed og stabilitet er nøgleord. Det betyder fx også, at Beredskabsstyrelsen har adgang til vores 24/7 tekniske support på telefonen, da ulykker og katastrofer jo ikke er begrænset til almindelige kontortider.
Andreas Rasmussen tilføjer, at netop brugervenlighed på mange måder har været nøgleordet i Nodes’ og Beredskabsstyrelsens samarbejde. Både i forhold til processen, men også som gennemgående succeskriterium for applikationen.
Og tallene indikerer at arbejdet med en brugervenlig opsætning og onboarding har givet pote: Ud af knap 20.000 unikke brugere, har praktisk talt alle brugere gennemgået opsætnings-flowet – 99,5 procent.
– Af disse har langt størstedelen takket ja til at modtage push-beskeder, hvilket er en anden vigtig præmis for at kunne modtage varslerne på telefonen.
Glem den – indtil den hyler
Selve applikationen, der skal ses som et supplement til de eksisterende varslingssystemer, gør brug af de muligheder mobiltelefonen giver, ved at lade brugeren bestemme, hvilke typer varsler, man ønsker at modtage, og hvilke geografiske områder brugeren finder relevant.
Det sidste gøres både via valg af kommune og – som en valgfri tilføjelse – via brugerens geolokation.
Kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen Thomas Dybro Lundorf siger om denne feature:
– Det betyder, at en københavner med fx familie i Nordjylland kan tilmelde sig varsler for både sig selv og sine nærmeste. Når et varsel udsendes har brugeren også mulighed for at dele varslet via forskellige kanaler – for på den måde at blive en del af varslings-beredskabet.
Han kalder målsætningen atypisk for et digitalt projekt.
– Jo, for vi håber, at jo folk downloader og gennemgår den første opsætning – men at de derefter glemmer alt om applikationen. I hvert fald lige indtil den hyler.
Du kan læse mere her – og hente app’en på iOS og Android applikationer og kan downloades ved at søge på Mobilvarsling.