Det franske mode- og skønhedshus Chanel har gennem årene ikke holdt sig tilbage, når det har drejet sig om at hente smukke kvinder ind foran kameraet og skabe nærmest episke – og dyre – reklamefilm.
Verdenskendte skønheder som Audrey Tatou, Catherine Deneuve og Nicole Kidman har i årenes løb frontet Chanels reklamer for den legendariske duft Chanel No 5, og nu er parfume-brandet igen aktuelt med en flot filmet reklame.
Denne gang er det Chanels ”nye ansigt”, den brasilianske topmodel Gisele Bündchen, der spiller hovedrollen i den tre minutter lange reklamevideo, som den australskfødte Hollywoodinstruktør Baz Luhrmann har svunget dirigentstokken over.
Han er kendt fra film som Strictly Ballroom, Australia, Moulin Rouge! og senest The Great Gatsby fra 2013, og der er da også næste lidt Gatsby over visse af scenerne her.
Musikken er en slow version af det gamle Grease-nummer ”You’re The One That I Want” fra 1978, i denne udgave sunget af den amerikanske singer/songwriter Lo-Fang.
Reklamefilmen er ifølge britiske Campaign produceret in-house, men det behøver ikke nødvendigvis betyde billigere produktioner
I 2005 producerede Chanel således en spektakulær reklamefilm ”The Film” med Nicole Kidman i rollen som Satine – den samme rolle, som hun spillede i Moulin Rouge!
Og den kostede angiveligt den nette sum af 180 mio. kroner, hvilket efter datidens standarder gjorde den til en af de dyreste reklamefilm, der nogensinde var lavet.
Hvad den nye film med Gisele Bündchen har kostet oplyses ikke, men du kan nyde den her, efterfulgt af den omtalte Kidman-film.
The One That I Want med Gisele Bündchen
The Film med Nicole Kidman