Trods krise på reklamemarkedet kan det godt lade sig gøre at starte et nyt bureau. Living Brands og Bocca startede begge i 2002 – og er begge kommet godt fra start. Med Living Brands klart i førertrøjen.
Bureauet, der har Peter Brockdorff som adm. dir. (tidl. direktør for Leo Burnetts medieselskab Starcom), opnåede på det første regnskabsår (8. januar-31. december 2002) at tjene 1 million kroner før skat. Resultatet er opnået på basis af en samlet omsætning på 9,46 mio. og en bruttofortjeneste på 4,132 mio. kr. Egenkapitalen er 1,5 mio. ud af en balancesum på 2,5 mio.
Vurderet på nøgletal som bruttoavance pr. medarbejder, lønandel af bruttoavance og gennemsnitlig personale-omkostning placerer Living Brands sig allerede i sit første leveår i den bedre halvdel af bureau-branchen.
For regnskabsåret er bureauet noteret til at have 4,7 medarbejdere. Men i dag er der 9, som betjener en bred kundemasse. Og Peter Brockdorff oplyser, at man formodentlig snart skal ansætte et par stykker mere.
Bocca med Birthe Nielsen og Morten Theil som stiftere har aflagt et mere beskedent regnskab – som dog kun dækker det første halve år, fordi man slutter regnskabsår d. 30. juni. På det første halve år har man dog opnået en bruttofortjeneste på 1,1 mio. kr. og et resultat før skat på 97.000 kr. Også dette bureau har evnet at hente nye kunder, og må forventes at opnå en betydelig vækst i forhold til det første halve år. fin