I går kunne vi glæde os over rekordmange danske shortlister ved verdens største kreative festival i Cannes – 20 styk var det blevet til, da mandagen var omme og de første otte ud af i alt 15 kategoriers juryer havde offentliggjort deres valg.
Et fornemt resultat i forhold til sidste år, hvor Danmark kun opnåede syv finalepladser i alt under hele festivalen. Sidste år blev de syv finalepladser til gengæld vekslet til tre løver – en af sølv og to af bronze – så hvis dén vekselkurs skal forhøjes, eller bare holdes på status quo, skal vi snart til at have fat i nogle af de eftertragtede vilddyr.
Og i dag blev chancerne heldigvis forøget endnu en gang, da juryerne for henholdsvis Radio, Design og Cyber offentliggjorde deres shortlister.
To danske finalepladser i Design og fem ditto i Cyber er det blevet det til. I Radio blev derimod ingen danske arbejder valgt ud til finalen.
I Design gik de to finalepladser til henholdsvis eTypes for ”Playtype” i self-promotion-kategorien, og til DDB for ”Tempt Cider Design” for Royal Unibrew (foto).
I Cyber er UncleGrey igen på banen med tre shortliste-pladser for ”The Liberation” for Only – og også Robert/Boisen & Like-minded er godt med – to shortlister får bureauet for sin ”The Generous Store” for Anthon Berg.
De har chancen i aften
Løvemæssigt kom danske bureauer ikke på tavlen i går, da Direct, PR og Promo & Activation-priserne blev uddelt – men vi krydser fingre for i aften, hvor der uddeles løver i Outdoor, Mobile, Creative Effetiveness og Media.
I Mobile er Hello Monday shortlistet tre gange for for ”Life of George” for Lego og DDB er shortlistet for ”Coinoffers” for McDonald’s.
I Outdoor er UncleGrey shortlistet to gange for ”Handpainted Outdoors” for Royal Copenhagen, og Robert/Boisen & Like-minded er shortlistet for ”The Generous Store” for Anthon Berg.
I Media er BBDO shortlistet for ”Price Tag” for Røde Kors, UncleGrey er shortlistet for ”Handpainted Outdoors” for Royal Copenhagen – og for “The Liberation” for Only – og OMD er shortlistet for ”Coinhunting” for McDonald’s.