– Ideen er at spotte markedets bedste talenter og bygge dem op fra bunden med de kvaliteter, Recommended vil satse på i fremtiden. Vi vil skabe de profiler, vi tror på. Vi skal ikke kun hente etablerede, erfarne profiler fra branchen, men også suge talentmasse op nedefra. Det er en investering i fremtiden, og vi har da klart et begrundet håb om at få talent ind i huset ad den vej.
Sådan sagde Recommendeds adm. direktør Jørgen Blauert i februar, da man gik i luften med sit allerførste kuld af ”gnomer” – fem unge med en uddannelsesbaggrund fra en række forskellige læreanstalter og skoler, og uden tidligere erfaring med reklamearbejde.
Og det gav pote.
Der var stor interesse på kundesiden for de unges anderledes blik på kommunikation. Det forrige hold gnomer vandt blandt andet hjertet hos Ung Rejs, og forløbet har resulteret i fast job for tre ud af de fem kandidater.
To er nu ansat hos henholdsvis Recommended og søsterselskabet Zupa, mens en tredje har brugt forløbet som afsæt til et job hos en anden virksomhed. De sidste to gnomer er i gang med at afslutte deres studier.
De rette profiler
Og nu vil bureauet gentage succesen: Torsdag den 1. september starter fem nye reklametalenter, som også denne gang kommer fra vidt forskellige uddannelser og er mellem 21 og 26 år. De har alle været igennem et større udskillelsesforløb med workshops og tests for til sidst at blive sammensat som et team baseret på deres forskellige kompetencer.
– Vi bruger rigtigt meget tid på at finde de rette profiler og på at sammensætte både faglige og sociale kompetencer i et homogent team. Nu venter der fire intensive måneder med en opadgående læringskurve og en masse spændende og sjove udfordringer. Vi investerer rigtig meget tid i denne talentudvikling, men det betaler sig i den grad, både for dem og for os, siger Christian Mouroux, der er programleder for gnomerne.
Jørgen Blauert siger, at de unge talenter spiller en afgørende rolle i den løbende udvikling og fremtidssikring af Recommened.
– Det praktikforløb, vi har sammensat, har vist sig at være en perfekt rekrutteringskanal for os. Vi tror på talentet og på udviklingen af talentet igennem et intensivt forløb. De unge kommer med et meget værdifuldt, uspoleret og friskt perspektiv på kommunikation, og så er de jo tættere på de unge målgrupper, hvis opmærksomhed er så svær at fange, siger Jørgen Blauert, der opfordrer andre virksomheder til at igangsætte lignende forløb.
Han tilføjer:
– Rigtigt mange unge jobsøgende får at vide, at de ikke kan bruges, fordi de ikke har nogen erfaring. Men den erfaring får de jo aldrig, hvis de ikke får chancen. For os er det omvendt. Vi har ikke råd til ikke at give de unge chancen.
Programmet hos Recommended starter 1. september og slutter 22. december. Undervejs vil gnomerne blogge om deres opgaver, oplevelser og erfaringer med branchen
her.
De fem nye gnomer hos Recommended
Christian Myhre Nygaard, 25 år,
Master in Corporate Communication, Aarhus School of Business
Sanne Christensen, 26 år,
Cand. Merc. Marketing, Aarhus School of Business
Heidi Maria Roden, 26 år,
BA i visuel kommunikation, Skolen for Visuel Kommunikation, Haderslev
Thomas Barker, 25 år,
Bachelor i E-konceptudvikling, Aalborg Universitet
Cathrine Duun Understrup, 21 år,
Kreativ Basis, Mediehøjskolen