Nationalbanken overvejer at trække et gult kort over udviklingen med de lave og nogle steder endda negative renter på danskernes afdragsfrie og variabelt forrentede gæld. Det skriver Jyllands-Posten Finans i dag.
Et indgreb mod afdragsfriheden er ifølge en række kilder blevet drøftet i det hurtigtarbejdende udvalg, Erhvervsministeriet har nedsat for at se på en række problemer ved de negative renter.
Men forventningen er klart, at et forslag om et decideret indgreb vil komme fra Det Systemiske Risikoråd – rådet, der blev skabt i forlængelse af finanskrisen med den opgave at understøtte den finansielle stabilitet og afværge systemiske risici, der igen kan sende Danmark på kurs af en finansiel krise.
Professor Jesper Rangvid, der stod i spidsen for kortlægningen af finanskrisens årsager, anser problematikken som oplagt for Det Systemiske Risikoråd. Han siger til Finans:
– Vi har en midlertidig højdramatisk situation med negative renter på realkreditlån. Men det her er lidt en anden boldbane, der handler om at håndtere den langsigtede finansielle stabilitet i Danmark. I sidste ende er det politikerne, der skal beslutte, om de vil lave indgreb mod de afdragsfrie lån,« siger Jesper Rangvid fra Copenhagen Business School.
I Realkreditforeningen har direktør Karsten Beltoft ikke hørt om planerne om et nyt indgreb, men Finans’ oplysninger vækker ikke begejstring:-
– Et eller andet sted synes jeg, at vi har behov for ro nu. Vi har fået en tilsynsdiamant, og der er sat nogen pejlemærker op, som vi skal nå. Det arbejder vi på, og det synes jeg, vi skal have ro til at gøre.
Nationalbanken har ingen direkte kommentarer, men understreger i en mail tidligere udtrykt bekymring for, at de lave renter kan pumpe prisbobler på ejendomsmarkedet.
Jyllands-Posten/Finans